|
Efter at Danmark havde modtaget Bertelsmann Prisen i 1999, besluttede Undervisningsministeren at bevilge et tilsvarende beløb til et Innovationslegat, som således råder over ca. 2,5 mio. kr.
Erhvervsuddannelsernes internationale Innovationslegat (EIIL) skal give erhvervsuddannelsessystemets "aktører" mulighed for at hente inspiration og viden hjem fra udlandet. Vi kan lære af andres erfaringer gennem øgede internationale kontakter. Innovationslegatets midler anvendes derfor til at hjemtage og formidle ny viden, nye metoder og modeller, som kan løfte uddannelserne i Danmark.
Siden 2001 er der årligt uddelt legatmidler, og med udgangen af 2010 er alle midler fordelt og det er ikke længere muligt at søge.
Støttekriterier
Legatet støtter aktiviteter, der tager sigte på at lære af udenlandske erfaringer på erhvervsuddannelsesområdet, f.eks.:
- Studierejser til udlandet knyttet til konkret forsøgs- og udviklingsarbejde i Danmark
- Deltagelse i internationale konferencer, seminarer og erfaringsudvekslingsfora
- Hjemtagning af viden knyttet til væsentlige erhvervspædagogiske udviklingsområder
- Spredning af viden om "best practices" i udlandet
- Støtte til finansiering af udenlandske eksperters deltagelse f.eks. i tilknytning til afholdelse af konferencer i Danmark
- Afholdelse af transnationale netværksarrangementer her og i udlandet.
Aktiviteterne må klart have innovativ karakter, og det skal af ansøgningen tydeligt fremgå, at legatets målsætning kan indfries. Ved bedømmelsen lægges der vægt på, at aktiviteten er realistisk, har aktualitet og rejser centrale perspektiver i forhold til de udviklingsbehov, der er i de danske erhvervsuddannelser. Endvidere skal der lægges vægt på formidlingsaspektet. |